Katte til salg på DBA: 6 fejl du ikke må begå [Læs før du køber]
Se hvilke katte der er til salg lige nu: https://www.dba.dk/dyr/katte-og-tilbehoer/huskatte/
Drømmer du om en kat i hjemmet, har du måske allerede kigget rundt hos nogle af de mange tusinde sælgere, der har killinger og voksne katte til salg på DBA. De små uldtotter er ikke til at stå for, og tit fristes man til hurtigt at købe en kat ud fra de søde billeder i salgsannoncerne. Men der er dog nogle fejl, du ikke må begå i købet af en kat på DBA.
I indlægget her dykker vi ned i, hvad du skal være opmærksom på, inden du anskaffer dig dit nye familiemedlem.
1. Køb ikke en kat uden at gøre dig overvejelser om dens egenskab i hjemmet
At vælge en kat stiller ikke helt lige så store krav til dig, som beslutningsprocessen for en hund. Men inden du udvælger og anskaffer dig en kat, skal du alligevel sørge for at have gjort dig overvejelser om, hvilken egenskab den skal have i dit hjem.
Ønsker du dig en racekat til familien, skal du have sat dig ind i de forskellige racer. Der findes omkring 35 racer, som alle har deres eget temperament og udseende. Mange af dem er super velegnede som kælekatte, såsom Maine Coon, Norsk Skovkat, hellig Birma, Siameser og Perser.
Derudover er der den almindelige huskat, som er en del billigere end en racekat, men ikke lige så nem at vurdere hvad angår temperament.
Er dit ønske at få en udekat til at holde mus og rotter væk og som ellers bare skal gå og passe sig selv, er den helt store viden og research ikke lige så nødvendig.
2. En racekats stamtavle skal udstedes af Felis Danica
Er dit valg faldet på en racekat, skal du være sikker på, at den har en stamtavle attesteret af landsforeningen Felis Danicas stambogsfører. Alle og enhver kan let kreere en stamtavle på sin computer, hvor katten gives fine titler, men den er ikke noget værd, hvis ikke den er udstedt af Felis Danica.
Med en stamtavle kender du kattens aner og ved, hvilken type kat, du får. Derfor er det yderst vigtigt, at du kan stole på oplysningerne i stamtavlen. Køb derfor kun en racekat med en stamtavle fra Felis Danica.
Kan du ikke få stamtavlen med, når du køber, skal du tjekke, at sælger er medlem af en hovedklub tilhørende Felis Danica. Mange købere er blevet snydt af sælgere, fordi det efter købet af killingen viste sig, at den ikke kunne få en stamtavle.
Desuden er det forbudt at opkræve ekstra for en stamtavle. Forhold dig derfor skeptisk og kritisk, hvis sælger vil have flere penge for sådan en.
3. Køb aldrig en kat uden at se moderen og resten af kuldet først
Når du har fundet drømmekillingen på DBA, skal du altid tage ud og se kuldets mor og resten af kuldet. Ofte kan kattemor godt se lidt udmattet og medtaget ud af at have taget sig af sine mange sultne killinger, men alle killingerne skal være pæne, rene, tillidsfulde og velpassede. Tjek om deres øjne er klare og ører rene, og om noget indikerer, at de har dårlig mave.
Det er ikke alle killinger, der fra start er lige kontaktsøgende overfor fremmede mennesker, men oftest tager deres nysgerrighed over genertheden, hvis du bruger lidt tid med dem. Jo bedre socialisering blandt andre katte og mennesker i de første 12 uger af kattens liv, jo bedre vil tilknytningen til dens nye familiemedlemmer også blive.
Kattenes daglige omgivelser bør desuden også se indbydende og pæne ud. Vil opdrætter ikke lade dig se moren og kuldet eller mødes i hjemmet, bør du købe kat et andet sted.
4. Du må ikke købe en killing af medlidenhed
Ser killingerne forsømte og upassede ud, når du besøger dem, må du ikke købe af medlidenhed. Gør du det, vil sælger blot se det som en invitation til at fortsætte med at opdrætte killinger på en sådan måde. Og det er enormt synd!
Hold dig ikke tilbage fra at sige nej til sælger, hvis kattenes leveforhold efter din mening ikke er ordentlige, hvis kattene ikke behandles godt, eller hvis sælger presser dig til at foretage købet. Er du i tvivl, om en killing er den rette for dig, så tag hjem og tænk ekstra godt over det.
Et hastekøb gavner hverken dig eller katten på den lange bane, da du jo gerne skal give katten et hjem, hvor den vil trives og leve aktivt til sine dages ende. Ofte er din tvivl et tegn på, at det nok ikke er den rigtige beslutning.
5. Købet skal dokumenteres med en købsaftale
Når du er helt sikker i dit valg af kat og parat til at købe, skal sælger lave en købsaftale, som I begge underskriver. Købsaftalen er dit bevis for, at du er den nye ejer af katten. I aftalen skriver I jeres informationer og aftaler, og sælger skal informere dig om vigtige oplysninger om killingen.
Det er desuden en rigtig god idé at bede opdrætter om at sende et eksemplar af en købsaftale, allerede når du kontakter hende eller ham første gang. Dit hjems fredelige rammer gør det meget nemmere for dig at sætte dig ind i og forstå købets forskellige vilkår.
Får du derimod stukket aftalen i hånden, mens du sidder med en flok killinger på skødet, er der langt større risiko for, at du overser vigtige informationer.
6. Handl ikke hos en sælger uden NemID/MitID-validering
Der er altid risici forbundet med at handle hos private sælgere online, men DBA har øget din sikkerhed ved at giver sælger mulighed for at validere sig gennem NemID eller MitID. Ser du som køber et ikon på sælgers annoncer og profil, der siger, at han eller hun er NemID/MitID-valideret, kan du være sikker på, at sælgers oplysninger er troværdige.
Valideringen viser således, at du trygt kan handle med sælger. Har sælger ikke valideret sig, og nægter han eller hun at gøre det, bør du ikke handle her, men i stedet se dig om efter en anden sælger.
Katteracer på DBA: Dette skal du være opmærksom på
På DBA kan du finde en lang række katteracer til salg. Mange foretrækker at anskaffe sig en racekat, da man her får et godt fingerpeg om kattens temperament, størrelse og fremtoning. Den fordel har du derimod ikke med en almindelig huskat.
Når du vælger en kat, skal du tage din boligsituation med i dine betragtninger. Nogle katte har behov for at få stimuleret deres jagtinstinkter, hvorfor de har brug for et større udeliv, mens andre katte ikke stiller de store krav til deres aktivitet og derfor sagtens kan trives i en lejlighed. A
byssinier-, orientaler-, og siameser-racen har alle et forholdsvis højt aktivitetsniveau, hvorimod perser- og maine coon-racen er meget rolige og kælne familiekatte.
At vurdere en huskats behov for aktivitet og stimulation kan være noget sværere. Dog kan det hjælpe at sammenligne dens fremtoning med racekattenes. Er huskatten lidt tung i sin kropsform som en perser, vil den højst sandsynligt have et roligt temperament. Har den derimod en slankere krop, er der gode chancer for, at det er en aktiv kat med et stort behov for fysisk og mental stimulation.
Ofte kan man ligeledes følge en tommelfingerregel om, at langhårede katte er mere rolige af sind, mens korthårede katte har et livligere temperament. Dog vil der naturligvis altid være undtagelser til reglen.
Se hvilke katte der er til salg lige nu: https://www.dba.dk/dyr/katte-og-tilbehoer/huskatte/